Flere borgere i Allerød starter på integrationsuddannelsen

Ni kvinder og en enkelt mand mødte op på Skovvang Plejecenter med forventningsfulde ansigter, da de sidste informationer inden starten på deres IGU (integrationsgrunduddannelse) skulle modtages. Opstarten af de ti nye uddannelsespladser er en del af kommunens målrettede beskæftigelsesindsats for integrationsborgere i Allerød.

”Som borgmester glæder det mig, at byrådets beslutning om at prioritere integration giver resultater. Byrådet understøtter på den måde en positiv udvikling – både for borgerne selv, men også for kommunen som helhed”, konstaterer borgmester Jørgen Johansen og fortsætter:

”For det er vigtigt, at alle bakker op om integration på arbejdsmarkedet. Vi oplever en meget positiv indstilling både hos kommunens egne virksomheder og hos private virksomheder til tage imod flygtninge – både i form af IGU eller virksomhedspraktikker”.

Med et faldende antal borgere på integrationsydelse, som enten i stedet kommer i job eller uddannelse, er der også noget at glæde sig over. Nye tal viser, at i Allerød er 87 pct. af borgere i aktiveringstilbud i forhold til et landsgennemsnit på 77 pct.

Glæde var der også masser af da både borgere og repræsentanter fra Hjemmeplejen, alle plejecentre og Integrationshuset var til stede for at søsætte projektet, der løber de næste 2 år.

”Med det her projekt får vores medarbejdere mulighed for at vise vores nye medborgere, hvad det betyder at arbejde og være en del af en dansk arbejdsplads. På samme måde kan vi blive beriget med et indblik i andre kulturelle forståelser af at være en del af et fællesskab. Jeg mærker allerede, at mange af vores nye ansatte har et stærkt omsorgsgen – og det er jo en vigtig kompetence, når man arbejder på plejeområdet”, siger daglig leder af Skovvang Plejecenter Kirsten Valentinsen.

IGU pladserne er fokuseret på ældrepleje og servicearbejde som fx reparation og vedligeholdelse af biler og cykler. Gennem en IGU vil borgerne være fuldtidsbeskæftigede med praktisk arbejde, modtage brancherettet danskundervisning samt erhvervsrettede AMU-kurser for at gøre dem klar til det danske arbejdsmarked.