Regnskabet ser bedre ud end vi havde turde håbe på
Økonomiudvalget fik ved seneste møde en status på økonomien samt en orientering om udviklingen i budgettets væsentligste risikofaktorer. Det skete ud fra det forventede regnskabsresultat for 2016 og udviklingen i forudsætningerne for det kommunale budget.
“Vi er meget tæt på at afslutte regnskabet for 2016, hvilket betyder, at der nu er bedre grundlag for at vurdere budgettets risikofaktorer. Det vi ser er nogle éngangsforbedringer, så det betyder desværre ikke, at der nu er penge til nye faste driftsudgifter. Regnskabsresultatet 2016 er bedre end vi havde turde håbe på, og det skyldes at risikofaktorerne på en række områder har udviklet sig gunstigere end forventet,” siger borgmester Jørgen Johansen og fortsætter:
“Den kommunale økonomi er dog stor og kompleks, og selvom der i budgetlægningsprocessen er særlig fokus på at lægge et budget baseret på realistiske budgetforudsætninger, kan det ikke undgås, at budgettet indeholder en række væsentlige risikofaktorer. Udviklingen i disse forudsætninger kan ændre budgettets forudsætninger såvel positivt som negativt.”
“Særligt kommunens driftsudgifter på 1,3 mia. kr. kan påvirkes af fx konjunkturudvikling og efterspørgsel. Udviklingen i budgettets forudsætninger kan med andre ord indebære enten mer- eller mindreudgifter for kommunen. Og netop derfor er det vigtigt med en løbende, tæt økonomistyring.”
Regnskabsresultatet og en favorabel pris for købet af vejbelysningsanlægget giver en markant styrkelse af kassebeholdningen, oplyser kommunen.
“Vi har som led i det løbende arbejde med at effektivisere kommunens drift gennemført vigtige investeringer. Nogle af disse gevinster kender vi ikke endnu, som fx strategien for modtagelse og integration af flygtninge. Det kan have stor betydning for kommunens økonomi som helhed, hvis nye medborgere i kommunen kommer i ordinær beskæftigelse grundet en fokuseret beskæftigelsesindsats,” siger Jørgen Johansen.