Der er brug for store omprioriteringer på ældreområdet
Der er brug for store omprioriteringer, når det gælder 2018-budgettet i Allerød, men først midt i august er det klart, hvilken opgave byrådet står overfor denne gang. Samtidig har byrådets strategier taget toppen af de økonomiske udfordringer.
Sådan lyder meldingen fra borgmester Jørgen Johansen i lyset af den nye økonomiaftale om kommunernes økonomi i 2018, som Kommunernes Landsforening (KL) og regeringen netop har indgået. Aftalen var et af emnerne på Økonomiudvalgets seneste møde.
“Lad mig slå fast, at vi endnu ikke kender tallene for budget 2018 endnu. Dem har vi først i midten af august, så det er for tidligt at sige præcist, hvad det er for en opgave byrådet står overfor, når budgetforhandlingerne starter i september,” siger Jørgen Johansen og fortsætter:
“Men det har været kendt længe, at kommunen alene skal finde 26 mio. kr. de næste fire år, bare for at fastholde det nuværende serviceniveau på ældreområdet. Når befolkningens sammensætning ændrer sig så drastisk, som vi her taler om, er der behov for store omprioriteringer. Hertil kommer, at statens tilskud og udligning hvert år gør, at budgettet er mindre end året før pr. borger. Samlet set, kommer vi derfor ikke uden om, at der er brug for langsom økonomisk opbremsning og store omprioriteringer til ældreområdet.”
Behovet for driftsbesparelser kendes endeligt 16. august, og når tallene er klar, bliver de sendt ud sammen med Økonomiudvalgets dagsorden. På samme tidspunkt vil det være muligt at fremlægge en ny status på udviklingen i kommunens øvrige budgetforudsætninger.
Strategier hjælper
Borgmesteren opsummerer det strategiske billede for kommunen:
“Udfordringen for Allerød Kommune er den samme som i de fleste af landets kommuner, og politisk har vi forventet, at det årligt ville svare til ca. 17 mio. kr. Men løsningen er ikke kun at have fokus på driftsbesparelser. Strategien har længe været også at tiltrække nye borgere og afhjælpe de udfordringer, børn og unge står med gennem en tidlig målrettet indsats.”
“For nu blot at give et par eksempler: De sidste to år har kommunen tiltrukket 500 nye borgere og omlagt indsatsen på det specialiserede sociale område. Man kan sige, at hvis det ikke var sket, ville byrådet med sikkerhed være tvunget til at finde den helt store sparekniv frem i efteråret budgetforhandlinger.”
Allerød Byråd har de sidste to år vedtaget effektiviseringer, som indebærer, at driftsudgifterne er blevet reduceret med over 16 mio. kr. Senest blev der i maj vedtaget effektiviseringer for ca. 7 mio. kr. Forinden lå igen i år en proces i fagudvalgene, hvor der aktivt blev arbejdet med at finde effektiviseringer.
“Et fortsat arbejde med effektiviseringer er også en del af løsningen. I løbet af foråret har fagudvalgene derfor arbejdet intensivt med effektiviseringer af kommunens drift. Resultatet af anstrengelserne er meget flot – både i kreativitet og beløbsstørrelse. Idérigdommen har været stor, og det høster vi nu frugterne af, siger Jørgen Johansen tilføjer:
“Der er ingen tvivl om, at de mange ideer, der er opstået i processen, i sidste ende kommer kommunens borgere til gode. Det er et virkeligt godt resultat, da det jo alt andet lige betyder, at behovet for at gennemføre servicereduktioner på driften er blevet mindre.”