Borgmester: ”Velkommen til borger nr. 25.000”
Familien Mattebjerg Jacobsen er lige flyttet til Allerød Kommune, og særligt for denne her børnefamilie er, at kommunen nu har rundet borger nr. 25.000. Det falder sammen med besøg af erhvervsminister Brian Mikkelsen om, hvordan liberalisering af Fingerplanen kan skabe flere muligheder for bl.a. boligudvikling.
”Det er med stor glæde, at jeg siger velkommen til familien. Denne familie viser jo blot, at det er attraktivt at flytte til kommunen, og vi oplever da også en stor efterspørgsel efter boliger i Allerød”, siger borgmester Jørgen Johansen og fortsætter:
”Når vi bliver flere borgere skaber det vækst, og vigtigere endnu skaber det liv og aktivitet her i byen”.
Allerød Kommune bidrager positivt til den samlede vækst i Hovedstadsområdet, og der er stor efterspørgsel på boliger, hvilket en stigende befolkningskurve er bevis på. Her er placeringen tæt på hovedstaden og på skov og natur nogle af de parametre som er vigtige for tilflyttere.
”Vi har faktisk længe kigget i området i og omkring Allerød, og vi fandt hurtigt ud af, at Allerød var super hyggelig”, siger Thomas Jacobsen og uddyber:
”Både min kone og jeg er oprindeligt fra Bornholm, og vi kan rigtig godt lide den kombination af by og skov, der er i Allerød – også for børnenes skyld. Vi kender faktisk en del bornholmere, som netop er flyttet til Allerød – heriblandt min fætter”.
”Allerød er attraktiv – og det forstår man jo godt”
Allerød har udfordringer med at følge med i den efterspørgsel, der er på boliger i kommunen, hvilket en ambitiøs by- og boligudbygningsplan skal være med til løse. Derudover har borgmester Jørgen Johansen og erhvervsminister Brian Mikkelsen i drøftet den liberalisering af Fingerplanen, der er i høring nu.
”Alle kommuner er optaget af evnen til at tiltrække nye borgere, fordi en positiv tilgang er vigtig for fremtidens vækst i kommunerne. Vi ved at boligudbygning er afgørende for at bevare Allerød som en attraktiv bosætningskommune”, siger Jørgen Johansen og supplerer:
”Derfor er vi glade for, at kommunen får flere muligheder for at udbygge og skabe nye boliger. Med denne her liberalisering af Fingerplanen har vi samtidig fulgt byrådets planstrategi til dørs. Byrådets planstrategi skal jo være med til at sikre vore alles kernevelfærd – gennem by- og boligudvikling og gennem udvikling af vores institutioner”.