Transportminister og Allerøds borgmester drøftede udvidelse af motorvej
For mange trafikulykker og alt for mange biler, som holder i kø. Sådan lyder den korte beskrivelse af de problemer med Hillerødmotorvejen, som borgmester Jørgen Johansen fremlagde for transportminister Magnus Heunicke på et møde i ministeriet tirsdag den 14. april.
”Jeg præsenterede ministeren for vores ønske om at udvide vejen og gøre den mere sikker. Med ca. 30.000 biler i døgnet er der store problemer med trængsel, og derfor spilder både borgere og virksomheder kostbar tid ved at holde i kø dag efter dag. Og problemet bliver bestemt ikke mindre, når det nye supersygehus syd for Hillerød åbner”, siger borgmester Jørgen Johansen
Transportminister Magnus Heunicke var enig i, at der er et presserende behov og en samfundsøkonomisk gevinst ved at forlænge Hillerødmotorvejen til Hillerød. Han vil til efteråret drøfte igangsættelse af en VVM-redegørelse med forligskredsen bag Aftale om en grøn transportpolitik.
”Jeg er optaget af, at dette projekt kan komme i gang. Jeg er overbevist om, at det er samfundsøkonomisk rentabelt. Motorvejen til Hillerød er jo en vigtig transportkorridor”, siger Magnus Heunicke.
Ministeren understregede dog, at finansieringen på godt 1 milliard skal på plads, før projektet kan gennemføres.
Borgmester Jørgen Johansen benyttede samtidigt lejligheden til at bringe de mere langsigtede perspektiver for den trafikale infrastruktur i Nordsjælland på bane:
”Jeg præsenterede vores forslag om at forlænge S-banen fra Farum videre til Nordbanen med en ny tværgående forbindelse via Høvelte og Allerød Station. Det er et stort og langsigtet projekt, men det binder den kollektive transport langt bedre sammen i Nordsjælland, og det er der stort behov for”, siger Jørgen Johansen.
Borgmesteren var inviteret til møde med transportministeren på baggrund af et brev, som borgmester og udvalgsformand Jesper Hammer tidligere havde sendt til ministeren om sagen.