Åbning af Lynge Byfest 2017

Kære alle

Så er vi igen klar til at feste her i Lynge!

Og netop feste – det kan vi!

Igen i år har I fået stablet en imponerende fest på benene:

Der er kræmmermarked, tivoli, madboder, helikopterflyvning – og meget andet.

I går gav kultbandet the Powls den gas med rockguitar og tartelet-kast- som jo er en vigtig del af koncerten.

Sidst på byfesten får vi fornøjelsen af det kæmpestore navn som ’Sussi og Leo’ – og det er da helt fantastisk!

Ja, der er meget mere at glæde sig til…

En byfest som denne er vigtig. For den skaber et fællesskab på tværs af kommunen. Og netop fællesskab er noget, Lynge er kendt for. Det er et fællesskab, hvor man er noget for hinanden – hvor det lokale står i hjertet af alt.

Allerød har i det hele taget aktive og engagerede borgere, hvilket jeg som borgmester kun kan være glad for. Jeg håber, at I vil bruge dette engagement til at deltage i den politiske debat, som finder sted senere i dag til byfesten.

For det er vigtigt, at vi taler med hinanden om, hvordan vi bedst sikrer det Allerød, vi alle holder af.

Og så må jeg simpelthen igen i år fremhæve én ting, som for mig er allervigtigst:

Det er, at et kæmpe arrangement som både dette og Allerød på X og Tværs er båret af frivillige kræfter.

Jeg vil gerne sige tak til alle jer, der knokler, for at få denne fest på benene

Rigtig god fest til os alle!

Tak for ordet.